Tilbuddets målsætning og værdigrundlag



Hvordan sætter tilbuddet mål for borgerne?

Den individuelle støtte tilrettelægges med afsæt i den overordnede borgerrettede målsætning i Egehuset og handleplanen fra sagsbehandleren.

Den overordnede borgerrettede målsætning: 

"I samarbejde med borgeren, støttes denne i opretholdelse af balance med henblik på at opnå de bedste betingelser for selvbestemmelse, selvhjulpenhed, deltagelse, udvikling og mestring af eget liv".

Inden borgeren flytter ind afholdes et visitationsmøde, hvor borgeren og evt. værge, sagsbehandleren, repræsentanter fra Egehuset og evt. pårørende deltager. I samarbejde med borgeren tilrettelægges støtten herefter ud fra hjælp til selvhjælpsprincippet med udgangspunkt i § 141 handleplanen fra sagsbehandleren. I praksis betyder det, at personalet sammen med borgeren fastsætter konkrete mål for indsatsen. Disse mål evalueres hver 6. måned af borgeren og personalet på Egehuset.

 

Hvordan følger tilbuddet op på de fastsatte mål og dokumenterer målopfyldelsen?

Arbejdet med den enkelte borgers mål dokumenteres i journalsystemet Nexus. Det enkelte team omkring hver borger og borgeren følger op på, om målene er nåede. Personalet følger op på evt. løbende justering af målene. Der udarbejdes statusrapport en gang om året i forbindelse med opfølgningsmøde, hvor sagsbehandleren deltager. På denne baggrund tages såvel stilling til om målene er indfriet og om borgeren fortsat er velplaceret.

 

Tilbuddet anvender disse måle- og udredningsmetoder til dokumentation af målopfyldelse

Udredningsmetoder

Voksenudredningsmetoden

Målemetoder

Der laves et trivselsskema til hver enkelt borger. Her beskrives borgerens sindstilstand og adfærd ud fra 3 belastningsniveauer (grøn, gul og rød) samt hvilke samspilmuligheder med afsæt i Low Arousal personalet kan benytte for at bringe borgeren ned i belastning igen. I grøn belastning beskrives hvilke samspilsmuligheder personalet har for at fastholde borgeren i laveste belastning, hvor borgeren er mest motiveret for et godt samspil.